Kulturpris
I efteråret 2011 modtog Dramatiker Væksthus Frie Skolers Lærerforenings Børnekulturpris på 30.000 kroner. Næstformand Finn H. Petersen, holdt denne tale, da han overrakte prisen:
I mange år har dansk børneteater været helt i top. Selv om de små teatre og især børneteatrene har haft og har trange kår, så har de alligevel formået at holde et endda meget højt kunstnerisk niveau. Ikke mindst den årlige børneteaterfestival, som de sidste 40 år har turneret rundt i stort set alle afkroge af landet, har været et fantastisk sted at stifte bekendtskab med børneteatret.
I det daglige turnerer langt de fleste børneteatre rundt i landet, og mange skoler og lærere kender den røde guide, som beskriver, hvilke spændende historier, man kan få fortalt hvert år af de turnerende teatre. Børneteatrene er til glæde for både børn og voksne, hvor end de kommer frem. De spiller på skoler, i institutioner, på biblioteker, på gaden, på festivaler og markedspladser.
I en tid med Playstation, Wii og alskens tv og pc-spil, er det blevet sværere at fange børn og unges opmærksomhed. Ligesom alt andet så skal man følge med tiden og formidle på nye og vedkommende måder. Det kræver “skills”, som mine børn ville have sagt.
Derfor er det vigtigt, at der hele tiden sættes spot på nye talenter, som formår at kombinere teatrets unikke muligheder for at servere historien med lys, lyd og fortælling.
På mange frie skoler står fortællingen og den gode historie helt centralt. Derfor er der sikkert også mange af jer, som hvert år eller blot en gang i mellem gør brug af at få et turnerende børneteater på besøg. Vi griner og græder med skuespillerne mens de fortæller historien, og vi lever engageret med i helten eller heltindens kvaler forestillingen igennem. Når forestillingen er slut, så hylder vi skuespillerne.
Men mange af personerne bag historien de forbliver ukendte. Alligevel er det ofte dem, som skaber rammen for forestillingens magi. Det er dem, som via deres indgående kendskab til teatres virkemidler sætter historien på skinner, giver den liv og mening. Uden dramatikere var der ikke meget dramatik i det danske børneteater.
Frie Skolers Børnekulturpris 2011 gives derfor til dem bag forestillingen. Hovedbestyrelsen har i år valgt at give prisen til Dramatiker Væksthuset, som er et talentudviklingsprojekt under Teatrenes Interesseorganisation. På væksthusets hjemmeside er formålet med væksthuset beskrevet således – “Formålet er at give personer med interesse for at skrive for det professionelle børne- og ungdomsteater en mulighed for at udvikle deres talent, stifte bekendtskab med branchen og danne et netværk, der kan støtte dem i deres fremtidige karriere inden for området”.
Frie Skolers Lærerforening vil godt med prisen betone, at det danske børneteater er en vigtig institution og stærk kulturbærer. Børneteatrene har stolte traditioner, og vi håber, at vi med prisen kan være med til at støtte det fremtidige børneteater, så også næste generation af teatergængere kan få glæde af det danske børneteater.
Jeg håber, i vil tage godt i mod Jane Rasch fra Teatrenes Interesseorganisation, som er her for at modtage prisen.
Finn H. Petersen
Frie Skolers Lærerforening