Cutt// Landet Under Skyggen af Kain Peer Gynt Tomas Lagermand Lundme og Søren Zacho Ruby (DV 10-11). ER - en bøjning af være. Det kommende Teater. Foto: Evanly Media Anna Panduro DV 04/07: Det uartige barn. Frøken Fracasos Kompagni. Medforfatter: Maja Skovhus Rehøj. Foto: Claus S. Nielsen Cecilie Eken (DV-97-99): Blomsterheksten. Nørregaards Teater Hesten Det store spring Andreas Dawe (DV 10-12): Tårnspringeren. Team Teatret. Foto: mingoPHOTO Jesper B. Karlsen (DV 97-99): Nikio. Zangenbergs Teater. Foto: Søren Veien. Lene Vestergård (DV 11-12): Jasnas Breve.Teater Neo. Foto: Søren Pagter Thomas Markman (DV 04-07) Oh, Romeo. Teatret Masken. Jesper B. Karlsen (DV 97-99) Mærkelig. Team Teatret. Foto MingoPHOTO Majbrit Christensen (DV 01-03) Spiir. Foto Jan Rüsz. Rejsen hjem Dengang vi blev væk Zappa Hvis jeg havde vidst

Børneteateravisen OM PRÆSENTATIONEN

Store forventninger


Der var dramatiske nedslag af høj kvalitet, da otte dramatikerspirers værker blev præsenteret ved en fornøjelig Karruseltur søndag. Hvor der godt kunne have været nogle flere repræsentanter fra teatrene.

Af Carsten Jensen, Børneteateravisen

'Når toiletpapiret havner mellem leverpostejen og jægerpølsen'. Så er man da blevet udsat for en af de mere finurlige og opmærksomhedsskabende forestillingstitler.
Det er jo til at blive helt svimmel af - og det var også meningen med den Karruseltur, som Dramatikervæksthuset havde indbudt til søndag den 14. juni, hvor de otte afgående spirer fra viste prøver på deres kunnen i form af et kvarters stage readings fra afgangsprojekterne.
Det blev en underholdende og fornøjelig rundtur i forskellige genrer, forestillingstyper og for forskellige aldersgrupper, og der blev både grint og klappet ad libitum, mens de til lejligheden indforskrevne otte skuespillere kastede sig rundt i diverse roller med manuskripterne i læsehøjde og blev udsat for lidt af hvert af medspillerne og tekstuddraget.
Blot to en halv times samlet prøvetid til hver af de 15 minutters stage readings havde de haft - under instruktøren Marc van der Veldens ledelse - men disse faglige præmisser blev forvaltet uhyre professionelt.
Man fik et ganske flot indblik i de enkelte stykkers karakterer og muligheder - og en stor lyst til at se samtlige otte tekster i en færdig opsætning.
Venskab, død og skoletugt
Og hvad var det så, vi blev præsenteret for? Ja, i sagens natur fik man som tilskuere kun et punktnedslag i teksten, udført som stage reading og med et minimum af rekvisitter, men her er et par notater om de enkelte uddrag:
Yngste spire, Henrik Szklany (24), lagde ud med 'Sværd og hårvoks i hovedet', som i munter og actionpræget stil fortæller om to drenges optagethed af henholdsvis rollespil og fodbold ('Hvis du holder med Barcelona, blir du tit glad, fordi de vinder') - og af en pige, hvor de kæmper om at få hendes udelte interesse. Hun vil sikrer dog nok, at alle tre deler venskabet.
Peter Esbensen Hartmanns (39) 'Man spiser da ikke sine venner' handler om to mand i en båd og en verden, der er gået til i oversvømmelse. De er desperate efter mad og søgen efter land. Kaptajnen vil fastholde rutinerne, mens matrosen synes at det er tåbeligt at polere masten, når sultedøden er det sandsynlige fremtidsperspektiv.
Julie Kirkegaard (28) leverer med 'Drømmehesten' et humoristisk magtspil mellem to søskende, hvor drengen har stærkt tyranniske tilbøjeligheder. I en drømmesekvens med en vældig dramatisk mor-ånd og en moralsk nullermand trylles lillesøster Tulle om til en hest - også selvom 'Forvandling af Tuller til heste er meget energikrævende'...
Line Hampen Olsen (38) er forfatter til den indledningsvist nævnte 'Når toiletpapiret havner mellem leverpostejen og jægerpølsen', hvor 11-årige Rasmus og hans far er ved at gå i hundene efter morens død i en trafikulykke. Der er udsigt til omsorgssvigt, mens drengen med brug af løgne og galgenhumor forsøger at opretholde facade og det besværlige dagligliv: 'Min mor må have været et geni', lyder det fra drengen, der bare har det svært med at købe lige netop toiletpapir.
Mogens Økjær (49) har også døden - her er det dog faren - som skyggespiller i 'Dyret i stenen'. Efterladte Frederik mobbes af tyrannen Nick, mens skolekammeraten Selma prøver at give den som frelsende engel. Sammen udtænker de dog den snedige bagholdsmanøvre at begå gode gerninger i Nicks navn ('Jeg har aldrig hjulpet nogensomhelst'), så han måske til slut finder sit godt skjulte bedre jeg...
Laura Madsen (34) tager med 'Vær' Sko! livtag med bl.a. et muntert, absurdistisk skounivers med tilhørende cirkus. Der er bl.a. pudsekludsentusiasme, læbestiftsoverfald og masser af rolleskift og sprogleg, når skoene tilsyneladende tager magten fra de agerende...
Lone Vibe Pedersen (35) udvikler i 'Den ødeste ø' et mere traditionelt spil mellem en dement oldefar på vej til plejehjemmet og hans oldebarn Tim, der accepterer den gamles præmisser i en fælles opdagelsesrejse i fortid og minder.
Lotte Faarup (46) holder sig i 'Den store løgn' også til det naturalistiske spil og univers i historien om den 15-årige Victoria, der optages i en berygtet, autoritær og krævende skole i italienske Torino i 1978. Hun falder i kløerne på den ret karikerede ondskab af en kvindelig lærer, og så står fortrædelighederne på række...
Hvor blev teatrene af?
Mange genrer blev inddraget, og aldersmæssigt spredte de otte tekststykker sig over et stort spekter (se faktaboks), når frases de allermindste fra 0-3 år og de egentlige ungdomsforestillinger. Og til sammen gav de otte tekster store forventninger om dramatikernes fortsatte virke og forhåbentlige indpas i professionel scenekunst for børn og unge.
Dermed fik BørneTeaterSammenslutningens seneste dramatikerprojekt en fornem afslutning - der dog blev skæmmet af det næsten totale fravær af teaterledere og andre repræsentanter for producentledet. Ganske få danske børne- og ungdomsteatre var således repræsenteret denne søndag, selvom den forgangne festival i Ballerup ellers med rimelig klarhed demonstrerede, at ganske mange teatre kunne have glæde af nye og bedre manuskripter...
Heller ingen fra Scenekunstudvalget var til stede, selvom de som tilskudsgiver her kunne forvisse sig om, at pengene til også dette et-årige forløb er givet godt ud.
Hvilket ikke er uvæsentligt i lyset af, at Dramatikervæksthuset agter at søge penge til endnu et flerårigt projekt, hvor spirernes tilknytning til de producerende teatre skal gøres meget mere eksplicit.
Ganske som Dramatikervæksthusets kommende projekt 2009-10, 'Frirum for fortsættere', hvor konceptet indebærer et nært samarbejde mellem udvalgte teatre og de erfarne teaterfolk/dramatikere, der udvælges til projektet.
Deltagerne til 'Frirum for fortsættere' offentliggøres i øvrigt en af dagene, men konkurrencen mellem de sidste 30 højtkvalificerede ansøgere har været benhård, fortæller projektleder Jane Rasch.
Hårdt og godt
En af de afgående spirer, der håber at søge videre inspiration i 'Frirummet' er Peter Hartmann, der som den eneste af de otte er indehaver af sit helt eget børneteater, Hartmanns Teater.
Og han været glad for erfaringerne.
»Kort fortalt har jeg fået redskaber til at dykke dybere ned i en spirende kunstnerisk idé og komme op igen med klar en klar struktur, tydelige figurer og i det hele taget et langt bedre manus, end jeg ville have præsteret uden væksthuset.«
- Vil det kunne hjælpe dig i arbejdet med at lave scenekunst for børn og unge i Hartmanns Teater?
»Ja i den grad. Jeg har gennem de sidste fire år arbejdet både med andres tekster og improviseret mig frem til stykker. Her står jeg nu med endnu en arbejdsform i værktøjskassen. Et værktøj som jeg er både glad for og stolt af.« lyder det fra Peter Hartmann, der udover teaterarbejdet også er aktiv som kursusleder, foredragsholder m.v.
Og det er nærliggende at spørge til, om afgangsværket skal bruges i Hartmanns eget teater, der dog indtil nu har været kendt for fortælleforestillinger, primært med Dario Fo-tekster.
»Mit håb er, at jeg kan indlede et samarbejde med et andet teater omkring det nye manus. Jeg fortæller gerne alene, men jeg vil virkelig nyde at indgå i samarbejde med andre teatre. Kurset har ikke blot givet mig mod på at skrive, men også på at virke som dramatisk konsulent på andres forestillinger. Jeg har faktisk fået min første konsulentopgave, som jeg ser meget frem til,« lyder det fra Peter Hartmann, der erkender, at det har været hårdt at kombinere teaterarbejde og de andre aktiviteter med en tilværelse som dramatikerspire på deltid.
»Da jeg havde afleveret manus for sidste gang, var det som at få den første fridag i et halvt år. Nu nyder jeg at se min kæreste og mine børn dybere i øjnene,«
For en bedre verden
En træt spire takker af. Og kan så glæde sig over, at næste teatersæson ligger et par måneder frem i tiden.
Men lige til sidst skal han tage stilling til, om han anser det som en fordel eller ulempe at være praktiserende børneteaterperson, når man er spire.
»Jeg ser det som en stor fordel, for det er jo gennem mit teaterarbejde at jeg har skabt mig alle de erfaringer, som jeg har brugt på kurset. Omvendt kan det jo også for dramatikervæksthuset være en fordel at trække personer ind med erfaringer fra andre brancher, hvis man gerne vil være medskabende på nye arbejdsformer og nye kunstneriske udtryk,« siger Peter Hartmann, der slutter af med en uforbeholden hyldest til væksthuset og de øvrige spirer:
»Det har været fantastisk at have et hold at dele sine op- og nedture med. Et hold, der i bedste 68'er-stil alle skriver for at skabe en bedre verden. Og mødet med Jane som vejleder har været unik. Hun har formået at støtte og skubbe og hive gulvtæppet væk under mine fødder på de rigtige tidspunkter og med stor indsigt og kærlighed.«